Lørdag d. 9. august indtog Danske Naturister MidtVest for fjerde år i træk Midtjysk Friluftsbad i Hammershøj til en eftermiddag og aften med solskin, varme bade og grin i fri luft.
14 deltagere – både mænd og kvinder – var mødt op, og fra første minut stod det klart, at dette ville blive en dag i livsnydernes tegn.
Ved ankomsten bød himlen på strålende sol og lune temperaturer. Senere på dagen kom der enkelte skyer, men det ændrede ikke på den gode stemning. Det opvarmede friluftsbad tilbød tre pools med indbydende 28 grader varmt vand, og den brede vandrutsjebane lokkede både modige og let tøvende deltagere til – til glæde for både dem selv og tilskuerne.

Som aftenen skred frem, blev grillene tændt, og de medbragte retter fik hurtigt selskab af velduftende røg og gode historier rundt om bordene. Den mobile sauna, som foreningen havde medbragt, blev et naturligt samlingspunkt. Her blev der budt på flere runder saunagus med forskellige dufte, som både varmer kroppen og får smilene til at brede sig.



Hele dagen igennem var der plads til fællesskab, hygge og gode grin. Da solen til sidst forsvandt bag horisonten og fuldmånen overtog nattehimlen, kunne deltagerne runde af med den stille tilfredshed, som følger efter en dag med både varme, vand og vidunderligt selskab.
Danske Naturister MidtVest kunne uden at overdrive tilføje et slogan til deres navn: “Foreningen for livsnydere”.
Fakta om arrangementet:
- Ja, vi var nøgne fra start til slut.
- Nej, der er ikke sex – alt foregår lødigt. Så man ville sagtens kunne tage sine børn med.
- Ja, vi sidder altid på håndklæde af hensyn til hygiejnen. Vandrutsjebanen dog undtaget 🙂
- Ja, alle er velkomne til foreningens arrangementer rundt i landsdelen.
