Lørdag den 27. august 2022 havde DN MidtVest inviteret til nøgendag i Midtjysk Friluftsbad. Det var første gang foreningen forsøgte sig med et udendørs svømmearrangement, hvis man ser bort fra de mange arrangementerne hvor man hopper i fjorden eller havet. Men det var i hvert fald første gang med udendørs svømmebassiner.
Det var Inga, nyeste medlem af bestyrelsen, der havde kommet med forslaget til arrangementet, og med sædvanlig kvindelist fik hun resten af bestyrelsen overtalt til at hoppe med på idéen.
Henning og Michael fra bestyrelsen var de første til at møde op sammen med Anne Marie, og sammen fik de kørt mobilsaunaen på plads ved siden af bassinerne.
Meteorologerne havde lovet 20-21 grader, men termometeret i bilen viste mere. Vind var der ikke meget af og skyer blev der færre og færre af, så der var lagt op til en dejlig dag.
Desværre var der ikke så mange der havde haft mod på at prøve noget så vildt og våget som at tage nøgen i friluftsbadet, så det var en lille udvalgt flok på 17 personer, der fik lejlighed til at boldtre sig i bassinerne.
De første par timer blev der svømmet, spillet bold og sludret i de dejligt opvarmede bassiner, mens de frygtløse kastede sig ned af rutsjebanen til morskab for både de frygtløse selv og tilskuerne, der kunne se deres ansigtsudtryk på vej ned af rutsjebanen. Ansigtsudtrykket skulle efter sigende signalere både fryd og rædsel, da der var god fart på ned af den stejle rutsjebane – uden badetøj til at virke som bremse.
Når rosinfingerne trængte til en pause fra vandet blev solsengene langs bassinkanten flittigt benyttet.
Kl. 18 blev grillen tændt og deltagerne fandt hver især deres mad frem fra køletaskerne. Kødet blev grillet for derefter at blive spist i solens sidste varme stråler, inden solen gik ned bag træerne.
Under maden var der et lille musikalsk indslag, da en af de nye ansigter hævdede at være musiker, hvilket forsamlingen krævede bevis på. Og så var det frem med guitaren, hvorefter der blevet fremført en egen komponeret sang. Forhåbentligt kommer han igen, for han kunne så sandelig både spille og synge!
Da grillen blev kold blev det til gengæld varmt i saunaen, som der blev fyret op i efter maden. Temperaturen begyndte også at falde lidt udenfor, men det var stadig ganske lunt. De næste timer gik med vandpjaskeri i bassinerne, hæsblæsende ture ned ad rutsjebanen, afslapning i de opvarmede bassiner og selvfølgelig sauna med jævnlige saunagus.
Hen på aftenen begyndte mørket at sænke sig over friluftsbadet, hvilket fik deltagerne til at løfte hovederne, så de både fik set stjerner, satellitter og flyvemaskiner.
Til sidste var der helt mørkt og det var tid til at pakke sammen og køre hjem ad, efter en sjov og hyggelig dag i friluftsbadet. Men til alle der ikke havde modet til at deltage i denne første dag i friluftsbadet, så kan vi trøste med, at vi allerede har besluttet at det er et arrangement, som vi satser på at gentage igen næste år. Så GLÆD jer!