En mørk oktober-aften var der inviteret til nøgensvømnming for kvinder i Skals Svømmehal.
Der havde være forespørgsler om det kunne lade sig gøre. Og hvorfor nu det? Det kan være grænseoverskridende for kvinder at vise sig nøgne for både andre kvinder, men især over for (fremmede) mænd.
Det viste sig at være en god ide med arrangementet, idet der dukkede 17 kvinder i forskellige aldre op i Skals svømmehal. Der var nogle stykker, der var naturister, men også kvinder der aldrig havde prøvet tekstilfri svømning.
I løbet af aftenen var der arrangeret aquafitness i ca. 40 minutter, og her var der fuld skrue på musik og motion. Pladserne i den varme sauna blev hurtigt fyldt op, og udspringsvipperne blev også afprøvet under stor jubel. Der var også tænkt på fortæringen, så der var kaffe og hjemmebagt kage og en skål med frugt.
Flere af “nybegynderne” gav udtryk for at det var frit og naturligt at være nøgen, og at de gerne ville deltage en anden gang.
Det var et samarbejde mellem Skals Gymnastikforening og Skals Svømmehal, og de havde sørget for, at det var kvindelige livreddere/instruktør og at der ikke var indkig til svømmehallen.
Næste gang bliver fredag d. 5. december og her serveres der gløgg og æbleskiver.

